Jeg-kan-metoden - Løkkehus Børnehjem

Go to content

Jeg-kan-metoden

Pædagogik

- en kreativ og legende vej til læring.

Historien om Jeg kan

I midten af 1990’erne blev Ben Furman spurgt af to lærere på Keula førskole - en skole for børn med særlige behov - om han ville være deres vejleder. I fællesskab fik de den ide, at de - i stedet for regelmæssige møder med vejledning i forhold til konkrete problemer med enkelte børn – sammen ville udvikle en metode til løsning af de problemer, børn generelt står over for. Her tænkte de ikke kun på børn med særlige problemer. De savnede nemlig ideer til, hvordan børn kan hjælpes til både at overvinde almindelige dagligdags problemer og alvorlige problemer. De satte som mål, at metoden skulle være let at forstå, at børnene skulle synes godt om den, at forældrene skulle sætte pris på den, og ikke mindst, at alle dem, der er tæt på barnet, skulle ses som hjælpere, der på den ene eller anden måde er i stand til at hjælpe barnet med at lære det, de har brug for at lære.

Metoden fik navnet Jeg kan
på dansk. På engelsk hedder metoden Kids’ Skills, og er oversat til flere sprog.
Oprindelig blev Jeg kan
udviklet til børn i alderen 4-7 år, men man fandt hurtigt ud af, at metoden også er velegnet til ældre børn og unge.

Forståelse og teoretisk reference

Ingen børn bryder sig om at have problemer, de ikke ved, hvad de skal stille op med. Ingen børn bryder sig om at snakke om problemer. Børn er derimod glade for at snakke om det, de kan, og det de har lært. Det samme gælder for de mennesker, som er omkring børnene. Forældre bliver presset, når der bliver talt om, at børnenes problemer skyldes den måde, deres familie lever på, og at de som forældre ikke opdrager eller tager nok vare på deres børn. Og lærere og pædagoger kan blive presset ind i en gensidig bebrejdelse mellem hjemmet og børnenes skole eller daginstitution, hvor den professionelle bliver opfattet som inkompetent og fagligt svag.

Jeg kan
er en metode, som gør op med ideen om at placere skyld og finde årsag til et problem. Metoden fremhæver, at vi i stedet skal tænke på, at et problem repræsenterer en færdighed, som barnet endnu ikke har lært. Og vi kan folde metoden ud til også at se problemer som færdigheder, forældre, lærer og pædagog heller ikke har lært endnu.

Denne tekst er afgrænset til de problemer, et barn står med i sin hverdag, hvor vi med rimelighed kan tale om, at barnet har brug for at lære nye færdigheder for at skabe en bedre relation mellem sig selv og andre.

Jeg kan
er en pædagogisk metode til dem, som er sammen med barnet i hverdagen. Metoden udspringer af løsningsfokuseret terapi, en systemisk model, hvor problemforståelsen er, at den hidtidige måde at løse problemet på… er problemet. Ofte møder vi børn, som de voksne igen og igen har bedt om at holde op med at råbe, drille, snyde, dovne, surmule, slå, protestere, svine, løbe, pjække osv. osv. Med Jeg kan får barnet hjælp fra den voksne til at lære en færdighed i stedet for, at den voksne siger Hold op med at …

Mange finder det svært at finde den færdighed, der ligger bag ved problemet. Som hjælp til det understreger Ben Furman, at der er en vigtig regel: En færdighed bør aldrig handle om at holde op med at gøre noget forkert men at lære at gøre det rigtige. Som hjælp til at finde en relevant færdighed, som skal læres, kan man stille spørgsmålet: Hvad er det, barnet skal lære for at få problemet til at gå væk? Og vores tilføjelse er: Hvad er det, barnet skal lære, for at det kan styre eller tæmme problemet?

For et barn med mange problemer i hverdagen gør det en stor forskel, at problemerne bliver omdannet til færdigheder, som barnet kan få hjælp fra pædagogen til at lære. Og at de ser på dem sammen og finder ud af, hvor de skal begynde. Naturligvis med fokus på, at det skal lykkes. Vi taler om Små Sikre Succes’er. Fx lære at vente, lære at lytte, lære at spørge hvorfor osv. og én ting ad gangen. Store problemer som fx aggressiv opførsel over de andre børn og færdighederne bag bliver opdelt i mindre dele.

Arbejdsmåde og trin

Ben Furman omtaler 15 trin, som viser en brugbar systematik og fremgangsmåde ved metoden. Metoden bliver tilpasset barnets alder, og her beskrives kort otte af trinnene.

  • Vi bliver enige om en færdighed, som barnet skal lære

De voksne, som har ansvaret for barnet i hverdagen, taler med hinanden om de problemer, de ser barnet kæmper med, og om de færdigheder, som barnet dermed endnu ikke har lært. Når en færdighed er fundet frem og vurderet som passende i forhold til barnets udvikling (nærmeste zone for udvikling), giver en af de voksne på en respektfuld måde forslaget videre til barnet.  Fx: Marianne og jeg har snakket om, at vi gerne vil lære dig at blive lidt mere tålmodig, når vi er i børnegruppen. Vi tror, det vil være godt for os alle sammen, at du lærer at vente, indtil det bliver din tur, når vi har runde. Vil du gerne lære hvordan, du gør?

  • Vi taler med barnet om fordele ved færdigheden

Det er vigtigt, at det har mening for barnet at lære den nye færdighed. Det centrale spørgsmål er: Hvordan vil det være godt for dig? Barnet skal selv kunne fortælle om fordele ved at lære færdigheden. Og det er en stor hjælp også at tale om, hvad andre vil sætte pris på, når det lykkes.

  • Barnet finder et navn til færdigheden

For lettere at kunne snakke om færdigheden i den periode barnet øver sig sammen med pædagogen, giver barnet den et navn. Eksempler på navne, som børn har fundet på er: Nedkøling, Bjørnen, Rolighed, Højtaler. Samtidig oplever barnet ofte, at det er lettere at få øje på det, der skal til for at gøre færdigheden stærk.
 

  • Vi får fat i en person, som kan hjælpe og støtte barnet

Det er naturligt, at den pædagog, som har talt med barnet om færdigheden, også hjælper barnet med at øve sig. Samtidig er det vigtigt at invitere andre til at være med, og her ved barnet ofte, hvem det er bedst at spørge. Fx en mormor, en lærer eller pedellen. Det er en god ide at lave en liste over hjælpere og samtidig finde punkter, som hjælperne skal bruge, når de støtter barnet. Det er godt, at barnet (med lidt hjælp fra pædagogen) selv spørger de forskellige, om de vil være hjælpere.

  • Vi styrker barnets selvtillid

Barnet får hjælp til at tro på, at det kan lære den færdighed, som er valgt. Der er brug for opmuntring, for at barnet ikke taber modet undervejs. Den gode opmuntring er forankret i det, der rent faktisk sker eller er sket. Den voksne skal være autentisk, og når han siger: Jeg tror, du kan lære det, skal det begrundes. Barnet lærer sin færdighed ved at øve sig igen og igen. Det er altafgørende, at der bliver lagt mærke til barnets bestræbelser og fremskridt undervejs.
 

  • Vi planlægger en fejring

Allerede ved den første snak om den færdighed, barnet skal lære, er det vigtigt at tale om, hvordan det skal fejres, når målet er nået. En fejring er mange ting. Det kan være en lille ceremoni, hvor barnet får et ”diplom”, eller hvor alle får kage. Måske er hjælperne også inviteret på kaffe. Det vigtigste er, at barnet selv oplever, at indsatsen bliver fejret.

  • Barnet viser, hvordan færdigheden ser ud

Det er vigtigt, at barnet er klar over, hvad det helt konkret vil sige at have den valgte færdighed. Ord kan ofte blive for abstrakte for barnet. Derfor er det en god ide at rollespille eller vise færdigheden med en dukke. Fx Kom lad os prøve, hvordan du kan gøre, når du har lært det.   

  • Vi fortæller det til andre i og uden for gruppen

Når barnet går i gang med at øve sig, er det vigtigt at fortælle det til andre. Børn vil gerne fortælle om det, de er i gang med at lære.  Ben Furman skriver om forventningseffekten. Den gode forventning til et barn betyder, at barnet klarer sig bedre, fordi effekten af denne forventning er selvforstærkende. Og barnet og dem omkring barnet vil opleve mere optimisme.  

Børn vil, fra de er helt små, gerne lære nyt. Meget tidligt peger de omkring og udbryder a det? a det?  Hvordan og hvor meget, barnet efterhånden lærer, afhænger både af dets arveanlæg, levevilkårene og af den måde, det bliver mødt på af andre. Barnets udvikling fortsætter gennem hele barndommen (og livet) i samspillet med dets omverden. Derfor er det vigtigt, at pædagogen og andre voksne omkring barnet udvikler personlige og nærværende hjælpestrategier, som matcher barnets færdighedsmål. På den måde har især pædagogen et eget og komplementært læringsfelt. Dvs. det barn, som øver sig i at få mod til at spørge, bliver mødt med pædagogens tid til at svare. Det barn, som øver sig i at vente på dets tur i runden, bliver mødt med respekt for den aftalte struktur. Og barnet, som øver sig i at finde ro til at falde ned, bliver mødt med få ord i en rolig puls osv.

Dokumentation af metodens virkning

Det er ikke alle børn, som har et Jeg kan
tema i gang. Det er altid tilpasset barnets behov og sammenholdt med både handleplanen og den behandlingsplan, som bliver udarbejdet under barnets ophold på institutionen. Når der har været et Jeg-kan-forløb, vil det fremgå af statusbeskrivelserne, hvilke færdighedsmål, barnet har nået, og hvilken pædagogik, der især har kunnet understøtte barnets udvikling af målene.    

Metodens udbredelse

Jeg kan
metoden har, siden Ben Furmans bog udkom på dansk i 2005, fået stor udbredelse i Danmark. Mange specialinstitutioner inden for skole- og behandlingsområdet har optaget ideerne som en del af deres program. Flere steder kan man se børnenes færdighedsmål sat op som farvestrålende plakater på væggen ved deres bord. Man kan høre børn tale om deres diplomer og den seneste fejring. Og det er let at få svar på spørgsmål som: Hvad skal du lære? eller Hvad øver du dig på?

Litteratur

Ben Furman: Børn kan - Jeg kan-metoden til kreativ løsning af børns problemer. Hans Reitzel. 2005
Ben Furman: Børn kan -
I praksis. Gyldendal Akademisk. 2010
Christiane Bauer & Thomas Hegemann: Jeg kan -
sådan! Cool problemløsning med unge. Hans Reitzel. 2010

Løkkehus Børnehjem - Tlf. 63 75 74 00
Back to content