Til unge - Løkkehus Børnehjem

Go to content

Til unge

Om Løkkehus > UNGE

Velkommen til Løkkehus
Man kan bo på Løkkehus af mange forskellige grunde. For de fleste af jer er formålet med at bo her, at I bliver klar til at kunne flytte hjem igen eller for jer selv. Vi hjælper jer med at lære at lave mad, gøre rent og vaske tøj. Nogle af jer skal lære at stå op om morgenen, når vækkeuret ringer, få spist morgenmad og komme af sted i skole. Nogle har brug for at blive bedre til at være sammen med andre unge, så I kan få det rart med klassekammerater og venner.

Alt det finder vi ud af, når vi har lært dig bedre at kende.

Inden du flytter ind på Løkkehus, har vi holdt et møde med dig, dine forældre og din sagsbehandler fra kommunen. Her har vi bl.a. talt om, hvad der er vigtigt at støtte dig med, f.eks. skole og samarbejdet med dine forældre.
Du har formentlig nogle spørgsmål om Løkkehus, som det er rigtig vigtigt at få svar på. Derfor har vi skrevet nogle spørgsmål og svar, som måske kan hjælpe dig med det, du gerne vil vide. Hvis der mangler noget, er du velkommen til at ringe til os og spørge – og ellers må du tage fat i din kontaktpædagog eller en anden i personalet, når du er flyttet ind.

Får jeg mit eget værelse, når jeg flytter ind?

Ja, det gør du. Dit værelse er delvist møbleret, men du må godt tage dine egne ting med. Selvfølgelig også din egen computer, TV eller musikanlæg, hvis du har det.

Hvor mange andre skal jeg bo sammen med?

Løkkehus er opdelt i Svanen, Cassiopeia og Krebsen. Der bor syv eller otte børn og unge på hver af de tre afdelinger, som vi har forsøgt at gøre så hjemlige og hyggelige som muligt. Så det er kun dem på din egen afdeling, du i første omgang skal lære at kende og det er også dem, du spiser sammen med. Der er computer og TV på hver af de tre afdelinger til fælles brug.

Må jeg få besøg af mine forældre? Og må jeg komme hjem i weekenden?

Ja, det må du. Medmindre selvfølgelig, at der er aftalt noget andet med din sagsbehandler. Hvis dine forældre vil besøge dig, skal de bare aftale det med en af de voksne på din afdeling først. De må også godt være med til at spise, og der er mulighed for, at de kan overnatte ind imellem. Hvis du skal hjem på weekend, skal det selvfølgelig også aftales.

Må mine kammerater komme på besøg?

Du må gerne have venner eller kammerater på besøg. Hvis de skal spise med, evt. overnatte i en weekend, skal det aftales med en voksen.

Hvad kan jeg lave i fritiden?

Nogle går til fodbold eller til fitness, det er op til dig. Vi synes, det er vigtigt, at du har nogle interesser, så du kommer uden for Løkkehus og lærer nogle andre unge at kende. Derfor opfordrer vi dig til at finde en fritidsaktivitet uden for Løkkehus. Vi hjælper dig med at finde ud af det, og hvis du har lyst til det, tager vi med i starten.

Du kan også have et fritidsjob. Det er der nogle af de unge der har – for eksempel i en butik. Andre går med reklamer. Vi hjælper dig gerne med at skrive en ansøgning, men du er også velkommen til at klare det selv.

En gang om ugen kommer der unge fra Ungdommens Røde Kors og hjælper med lektielæsning. Et godt og hyggeligt tilbud, men det er helt frivilligt, om du har lyst til at deltage.

Hvad skal jeg bruge min kontaktpædagog til?

Løkkehus udpeger en kontaktpædagog til dig, som bliver den person, du får mest med at gøre hos os. Kontaktpædagogen taler med dig om de ting, du skal fokusere på, mens du bor hos os. Kontaktpædagogen holder styr på samarbejdet med dine forældre, sagsbehandlerne, skolen, en eventuel arbejdsplads etc. Kontaktpædagogen er den person, du går til, hvis du har brug for hjælp, eller du har lyst til en fortrolig samtale.

Må jeg ha’ min mobil på mig? Kan jeg komme på nettet? Må jeg ryge? Må jeg gå til fester? Og hvad med alkohol?

Vi har nogle Husregler på Løkkehus, som giver dig svar på disse spørgsmål. Læs mere her.
Vi håber, at dette har besvaret nogle af dine spørgsmål.

Venlig hilsen
Personalet på Løkkehus



Se billeder af Løkkehus her.

Løkkehus Børnehjem - Tlf. 63 75 74 00
Back to content